Under opbygning 🔨

Digitalt suveræn: Fotos

6–9 minutter

Måske holder du lige nu vinterferie. Måske først i næste uge. Uanset hvornår ferier holdes, er de ofte perioderne hvor vi tager flest fotos af venner, familie, selfies, landskaber, turistattraktioner..

Illustration genereret af Mistral Le Chat – mikrobølgeovnen virker malplaceret 😄

Du tager de fleste fotos med mobilen, i hvert fald hvis du er som de fleste. Man siger at det bedste kamera er det man har på sig, fordi det er bedre at tage et ikke 100% optimalt situationen når den opstår, en ikke at nå at tage et fordi man først skulle hente sit kamera.

Vi tager rigtig mange fotos på grund af mobilen, det er jo stort set gratis. De fleste har sat automatisk sikkerhedskopiering af deres fotos op i skyen. Sikkerhedskopiering af fotos er naturligvis en god idé, hvis man ikke vil miste sine fotos hvis eksempelvis man skulle være uheldig og mobilen.

Opsummering

Jeg flyttede mine flere end 60.000 fotos og videoer fra Google Photos til en selv-drevet løsning hos Hetzner, baseret tyske på PhotoPrism der naturligvis er open source.

Automatisk upload fra mobilen foregår via tyske PhotoSync, og backup af de originale fotos foretages automatisk.

PhotoPrism opdateres automatisk, og jeg støtter udviklerne med 2 EUR pr. måned.

Sikkerhedskopiering i skyen kan være mange ting. Hvis du har en iPhone, gemmer du højst sandsynligt en kopi af dine fotos i Apple iCloud. Hvis du har en Android-telefon er der stor sandsynlighed for at du i stedet gemmer en kopi af dine fotos i Google Photos. Nogle af de mange Samsung-brugere, gemmer en kopi i Samsung Cloud. Er du fra generation Z eller yngre, er der også en stor sandsynlighed for, at dine fotos ligger hos services som SnapChat. Mange bruger også tjenester som Dropbox eller Microsoft OneDrive.

Hvis man gerne vil sikre sine fotos for eftertiden, er sikkerhedskopiering en nødvendighed. Men er det en god idé at bruge disse bigtech-selskaber?

Bigtech sikkerhedskopiering

De fleste mobiler foreslår at aktivere sikkerhedskopiering, når man begynder at tage fotos. De fleste af os takker ja, uden at tænke meget over hvor de mange fotos bliver gemt, og hvad det betyder.

At takke ja til standard-sikkerhedskopieringen er det lette valg, så behøver man ikke tænke mere på det. Men det betyder også at man formentlig igen er blevet offer for bigtech’s mest effektive tiltrækningskraft – de gør det helt utroligt let at blive bruger.

Desværre er det ikke ret let at slippe ud igen, og i den mellemliggende periode betaler man med sine data. Hvis man har så mange fotos at man skal begynde at betale for den plads fotos og videoer fylder, betaler man både med data og penge. Det er ikke fair, og det giver i hvert fald ikke brugerne suverænitet over data.

Man bør som udgangspunkt regne med, at de data man fodrer til bigtech, bliver brugt. Brugt til at oplære algoritmer til ansigtsgenkendelse og derved de personer men også objekter der optræder på dine fotos. Fotos indprentes oftest med placeringsoplysninger. Algoritmerne kombinerer dette med hvad som kan ses på dine fotos, hvorfor de har øjebliksbillede af det pågældende sted. Hvis du er en af dem der ikke indprenter fotos med placeringsoplysninger, kan bigtech’s algoritmer derfor formentlig se hvor du har været alligevel.

Bigtech har altså en enorm database med oplysninger om hvor du er, hvad du laver, hvem du er der med, og hvordan stedet har forandret sig siden sidste foto af samme sted. De har også informationer om dine børn, deres venner og interesser gennem hele deres opvækst. Den dag dine børn bliver 18 år, ved bigtech nøjagtigt hvordan man skal henvende sig, for at sælge produkter og holdninger til dem. Det er potentielt set et kæmpe demokratisk problem, ikke kun nu, men i en hel generation frem i tid.

Den dag dine børn bliver 18 år, ved bigtech nøjagtigt hvordan man skal henvende sig, for at sælge produkter og holdninger til dem.

Denne database har en enorm værdi. Både for private selskaber og efterretningstjenester. Og denne værdiskabelse bliver du ikke betalt for.

Digitalt Suveræn sikkerhedskopiering

Jeg brugte i mange år først Flickr og senere Google Photos til sikkerhedskopiering af mine fotos. Det var nemt og funktionaliteten eminent god. Det første fiks er gratis, og når først man har tusindvis, eller titusindvis af fotos og videoer liggende i disse services, er det for de fleste en næsten uoverkommelig opgave at slippe ud.

Man kan vælge at gøre det på mange måder, og her vil jeg skitsere nogle af dem, gående fra den letteste til den mest komplicerede men også mest komplette:

1: Skift til EU-ejet service

Det letteste er at finde en alternativ service drevet og ejet af en EU-baseret organisation. Jeg har ikke selv meget erfaring med disse, men jeg har hørt godt om eksempelvis franske Flocon.

Uanset hvad er det vigtigt at du husker at undersøge at servicen kører på servere i EU, ejet af en EU-virksomhed, og at data ikke deles med eller sælges til andre virksomheder.

Slå sikkerhedskopiering til i den nye service, og slå den fra i den gamle bigtech-service. Tag et par fotos for at verificere, at fotos dukker op i den nye service, og ikke længere dukker op i den gamle.

2: Skift til selv-drevet service

Det letteste i denne kategori, er nok at købe en NAS-server. De fås i mange varianter, og mange af dem tilbyder også sikkerhedskopiering af fotos fra mobilen via specifikke apps. Fordelen med en NAS-server er, at du altid har din sikkerhedskopi lige i nærheden og selv kontrollerer den. Ulempen er omvendt, at får du indbrud, vandskade eller ildebrand, risikerer du at miste din sikkerhedskopi.

Lidt sværere i denne kategori er at installere og drive din egen foto-service. Det er ikke decideret svært, men man skal vide eller sætte sig ind i hvordan man opsætter en server med den service man gerne vil bruge. Ulempen er, at du ikke har en backup “i hånden”, så det føles måske ikke helt så håndgribeligt sikkert som at bruge en NAS-server. Fordelen er at du ikke behøver bekymre dig om ulykker og indbrud i hjemmet.

3: Flyt alle gamle fotos

Hvis du vil have det fulde udbytte af din nye løsning fra et af ovenstående alternativer, skal du flytte alle dine gamle fotos og videoer til din nye løsning.

Dette gøres forskelligt, alt efter hvor dine nuværende fotos er sikkerhedskopieret, hvor store mængder du har, og hvilken løsning du vælger fremadrettet. Eksempelvis har Google noget der hedder TakeOut, der gør det relativt let at hente alle sine data.

Når du er færdig med at overføre dine data til den nye løsning, kan du overveje at slette dem fra din tidligere løsning.

Digitalt Suveræne fotoløsninger

Da jeg sidste marts (2025) besluttede mig for at flytte alle mine fotos og videoer ud af Google Photos, lavede jeg en del research af hvilke selv-drevede open source-løsninger der eksisterede, hvilke funktionaliter de tilbød, hvad jeg ville mangle fra min tidligere løsning, og hvor lette de var at drive selv.

Mine tre top-kandidater var NextCloud Photos, Immich og PhotoPrism.

NextCloud Photos fravalgte jeg, da det krævede en hel NextCloud-installation, hvilket på daværende tidspunkt virkede fjollet. Ydermere ville jeg hellere have en dedikeret foto- og videotjeneste.

Immich fravalgte jeg da den er udviklet af et amerikansk selskab, og jeg gerne ville betale for det fulde produkt og derved få alle funktioner. Immich er den af topkandidaterne der minder mest om Google Photos, så den fristede.

Jeg endte med at vælge PhotoPrism. Da jeg i april måned havde prøvet det af, købte jeg en livstidslicens, hvilket føltes godt da det er udviklet af to tyskere, og alle pengene går til dem.

Det gælder om at komme i gang

Der findes formentlig andre gode alternativer, og måske er der kommet nye til siden marts 2025.

Men det vigtigste er at komme i gang, så du ikke bliver ved med at fodre dine data til bigtech-selskaber, der tjener stort på at lære af dine fotos – både lære generelle ting, men også lære meget specifikke ting om dig og dem du har kær.

Skriv gerne kommentarer eller spørgsmål herunder, også hvis du gerne vil have et tip til hvordan du i din specifikke situation kan tage det første foto uden at involvere bigtech.

Fediverse reactions

Kommentarer

6 svar til “Digitalt suveræn: Fotos”

  1. Jakob Avatar

    Proton photos også en mulighed. Fungerer fint med Google Takeout direkte upload af fotos efter

    1. Enig. Men efter sigende bruger Proton blandt andet AWS. Jeg har ikke selv undersøgt om det er korrekt. Men hvis det er, kan fotos formentlig dekrypteres en gang i fremtiden.

  2. Thomas Hørup Avatar
    Thomas Hørup

    Jottacloud fra Norge tilbyder generel backup men har særligt fokus på billeder.

    1. Tak for tippet, det lyder en anelse som foto-funktionaliteten i Nextcloud, måske? Jeg tager et kig på det.

  3. Ulrik Borgermann Avatar
    Ulrik Borgermann

    Tak for at dele din viden.

    Jeg er Apple bruger og rigtig glad for bl.a. Fotos. Men vil meget gerne skifte til Open Source i EU. Fx har jeg skiftet til Firefox, Thunderbird og LibreOffice.

    Jeg har ca. 90.000 fotos i Fotos. Og lavet mange fotoalbums. De er et must for mig. Det er nemt i modsætning til Flickr, der er rædselsfuld bøvlet og langsomt. Jeg har tre back up hard diske med alle fotos uden fotoalbum.

    Derfor har jeg brug for mere end en back up. Brug for enkel redigering og fotoalbum og at dele fotoalbum +.

    Er der nogen, der har et bud på en Open Source app, der kan det?

    Om styrbord /Ulrik

    It’s never too late – almost! 😇 Nothing lasts forever 😉

    1. Hej Ulrik,

      Tak for din kommentar!
      Vi (Librelab) er faktisk tæt på at lancere en løsning der skal gøre det let at flytte sine fotos til egne servere i EU.

      Har du lyst til at være beta-bruger på systemet? Så kan jeg skrive lidt detaljer til dig, som endnu ikke er offentligt tilgængelige.

      Idéen er, at vi vil open source centrale dele af løsningen, og tage et lille gebyr for at hoste det system der hjælper til flytning og oprettelse af ressourcerne. Efterfølgende har man selv fuld kontrol og brugsret (så længe man ikke bruger serveren til noget ulovligt, naturligvis). Den månedlige omkostning bliver viderefaktureret, plus en lille markup for løbende vedligehold.

      Ved du hvor meget dine 90k fotos fylder, råt eller komprimeret?

      VH Henrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!