Under opbygning 🔨

Digitalt suveræn: Drev & fildeling

9–13 minutter
Illustration genereret af Mistral Le Chat.

I en tid, hvor vores digitale liv i stigende grad kontrolleres af få, globale tech-giganter, er spørgsmålet om digital suverænitet blevet mere relevant end nogensinde.

For virksomheder og organisationer er afhængigheden af disse tjenester endnu mere problematisk, da den kan true compliance, sikkerhed og forretningshemmeligheder.

Når vi gemmer vores filer, dokumenter og personlige data på platforme som Microsoft OneDrive, Google Drive eller Apple iCloud, afgiver vi ikke bare kontrol over vores information, vi udsætter os også for risici som overvågning, datamisbrug og juridisk usikkerhed.

Men der findes heldigvis gode alternativer, der ikke i samme grad giver anledning til bekymringer.

Opsummering

Du kan opnå fuld kontrol over dine data, undgå overvågning og samtidig støtte EU-baseret teknologi, uden at miste funktioner eller brugervenlighed.

Skift fra dit nuværende bigtech-drev (Google, Microsoft, Apple) til europæiske, open source-alternativer som eksempelvis Nextcloud, Proton Drive eller Tresorit.

Hos Librelab bruger vi Nextcloud på grund af alsidigheden.

I dette indlæg ser vi nærmere på, hvorfor du bør være skeptisk over for bigtech-drev, hvilke europæiske og open-source løsninger der kan erstatte dem, og hvordan du kan tage kontrol over dine data, uden at gå på kompromis med funktioner eller brugervenlighed.

Hvorfor droppe bigtech-drev?

Manglende kontrol over data

Når du bruger tjenester som OneDrive, Google Drive eller iCloud, ejer du ikke længere dine data. De lagres på servere, du ikke kontrollerer, og er underlagt vilkår, du ikke har indflydelse på.

Bigtech-firmaer kan:

  • Scanne og analysere dine filer for at målrette reklamer eller forbedre deres AI-modeller (potentielt set også “private” dokumenter).
  • Delte data med myndigheder under lovgivning som CLOUD Act, der giver amerikanske myndigheder adgang til data lagret på amerikanske servere, uanset hvor i verden de befinder sig.
  • Ændre vilkår og priser uden varsel, eller endda slette dine data, hvis de finder dem “upassende”.

Bigtech’s løsninger har generelt et højt eksternt sikkerhedsniveau, og er derfor svære at hacke. Men de har også høj bevågenhed. Et angreb på ét centralt punkt, kan potentielt set åbne op for mange kunders data.

Dette føjer til de gode argumenter for at skifte væk fra big-tech, hvis ikke suverænitetsaspektet var nok.

Overvågning og privatlivskrænkelser

Bigtech-tjenester er bygget på en forretningsmodel, der udnytter dine data. Selvom filerne krypteres under overførsel, har udbyderne ofte adgang til:

  • Filindhold: Scanning for “ulovligt” eller uønsket materiale med deraf følgende profilering.
  • Metadata: Hvem du deler filer med, hvornår du åbner dem, hvor du er henne når du gør det osv.
  • Adfærdsdata: Hvilke dokumenter du arbejder på, hvor længe osv. Kan også bruges til profilering.

Digitalt suveræne løsninger kan kryptere både indhold og metadata, så kun du og dine samarbejdspartnere har adgang.

Fastlåsning i økosystem

Bigtech-drev er designet til at binde dig til deres platforme. Migrering væk skal være mulig, men gøres ofte besværlig. Et godt eksempel på dette er servicen Google Photos, hvor man ikke kan slette alle sine fotos og videoer på én gang; de skal slettes ved at markere og trykke på en Slet-knap, en skærmfuld af gangen, hvilket tager utroligt lang tid hvis man har mange filer.

Den indbyggede integration med andre tjenester (f.eks. Microsoft 365 eller Google Workspace) gør det svært at skifte. Resultatet er at du ikke kun betaler med dine penge, du betaler også med din frihed til at vælge.

Juridiske & politiske risici

Med lovgivning som CLOUD Act og FISA 702 kan amerikanske myndigheder kræve adgang til dine data, selvom de er lagret i EU. Europæiske domstole har gentagne gange underkendt datadelingsaftaler som Privacy Shield, men bigtech-firmaer fortsætter med at flytte data over Atlanten.

For virksomheder kan dette medføre compliance-problemer, især under GDPR og NIS2.

Alternativer: Tag kontrollen tilbage

Man kan tage kontrollen tilbage på mange måder. I det følgende definerer jeg to niveauer, fra det letteste (niveau 1) til højeste grad af kontrol (niveau 2), og har samlet en liste over de mest prominente, brugervenlige og sikre alternativer i begge kategorier som jeg kender til.

Niveau 1: Flyt til EU-drevet OG -ejet løsning

Disse løsninger er drevet af europæisk ejede virksomheder, overholder GDPR, og sikrer, at dine data forbliver i EU:

BeskrivelseFordeleUlemper
BeskrivelseFordeleUlemper
Nextcloud (hostet)Hostet version af den populære open source-platform hos udbydere som IONOS, Hetzner og andre.Fuldt GDPR-kompatibel, integrerede samarbejdsværktøjer, skalerbar, åben kildekode.Meget funktionalitet, hvis man blot vil have en “Dropbox”-erstatning. Kryptering på disk skal konfigureres.
ownCloud.onlineTysk-hostet løsning med højeste sikkerhed.Stærk datasuverænitet, nem integration med gængse IT-systemer.Mindre fleksibel end hvis selv-drevet.
Proton DriveKrypteret drev fra Schweiz, kend for privatliv og sikkerhed.Ende-til-ende-kryptering (E2EE), ingen adgang til data eller metadata.Samarbejds-funktionalitet er ikke helt udbygget, metadata er ikke krypteret.
TresoritDet sikreste kommercielle alternativ vi kunne findeFuld zero-knowledge, integrerer med alle større platforme.Ikke open source, lidt dyrere end andre løsninger.
InternxtSpansk, fokuserer på privatliv og frihed.Fuldt krypteret, open source, grøn energi. Billigt!Færre integrations- og samarbejdsmuligheder.
KoofrSlovensk cloud-storage med EU-servere og enkel integration.Prisvenlig, integration med bigtech. Vault-klienten er open source.Mindre avancerede samarbejdsmuligheder. Ikke fuld open source.

Vores anbefaling: Hvis du vil have maksimal funktionalitet, men ikke vil drive din egen server, er Nextcloud hos en europæisk ejet udbyder nok det bedste valg.

Vil du derimod “blot” have et drev, og altså ikke har brug for andre funktionaliteter, er Internxt værd at kigge mod. Vi har dog ikke nogen praktisk erfaring med det.

Skal det være let at migrere fra eksempelvis Google, har vi tidligere gjort os gode erfaringer med Proton Drive.

Er sikkerhed det vigtigste, er der nok ikke nogen vej udenom Tresorit, medmindre du vil drive din egen løsning.

Niveau 2: Driv egen open source-løsning

Dette niveau er for dem, der vil have fuld kontrol over data, infrastruktur og al form for tilpasning. Kræver teknisk indsigt eller en pålidelig hostingpartner.

BeskrivelseFordeleUlemper
NextcloudDen mest populære selv-drevede løsning med masser af apps til fildeling, samarbejde m.m.Fuldt tilpasningsbar, stort community, integrerer med Collabora Online (Office-alternativ).Kræver vedligehold (opdateringer, sikkerhed).
ownCloudEnterprise-fokuseret alternativ med stærk adgangskontrol.God til store organisationer, mange integrationsmuligheder.Mindre brugervenlig end Nextcloud, nogle funktioner kræver licenser.
SeafileHøjtydende løsning til fillagring og synkronisering.Hurtig synkronisering, stærk versionering, god til teams.Mindre alsidig end Nextcloud (færre apps).
SyncthingDecentral peer-to-peer filsynkronisering.Ingen tredjepart, nem til simpel men sikker filsynkronisering.Ingen yderligere funktionalitet.

Vores anbefaling: Nextcloud er det mest komplette valg til privatpersoner, foreninger og mindre virksomheder.

Selvom Nextcloud også skalerer til store organisationer, vil nogle funktioner muligvis være lettere tilgængelig fra ownCloud. Syncthing er ideel til enkle, decentraliserede backup-løsninger

Hvad har vi valgt hos Librelab?

Hos Librelab har vi valgt Nextcloud som vores primære platform for fildeling. Valget blev foretaget, da vi også havde brug for andre funktioner såsom bookingsystem til møder, videomøder og chat, opgavestyring og online dokumentredigering (via Collabora Online).

Fuld kontrol over data

Vi hoster Nextcloud på vores egen server hos Hetzner, hvilket betyder at vores data aldrig forlader vores infrastruktur. Ingen tredjepart har adgang, og vi er ikke afhængige af eksterne udbyderes vilkår eller sikkerhedspraksis. Vi har krypteret filerne på serverens disk, så ikke engang teknikere hos Hetzner kan læse deres indhold.

Europæisk og open source

Nextcloud er, ligesom mange af de andre løsninger vi har skitseret i denne artikel, udviklet i Tyskland og er 100% open source. Det passer perfekt til vores værdier.

Fleksibilitet og integrationsmuligheder

Med hundredevis af apps kan vi tilpasse vores Nextcloud-installation præcis til vores behov (og det vi i fremtiden eventuelt ikke kan finde, kan vi selv udvikle):

  • Fildeling og versionering – helt som Dropbox, men med bedre privatliv
  • Kalendere og kontakter med funktionalitet man kender fra eksempelvis Google.
  • Chat og videomøder via den integrerede app Talk.
  • Dokumentredigering (via Collabora Online, der giver os en variant af LibreOffice direkte i browseren).
  • En masse anden funktionalitet som opgavestyring, noter, afstemninger med mere.

Brugervenlighed på tværs af platforme

Nextcloud fungerer problemfrit i alle moderne browsere, og har apps til Android, iOS, Linux, Mac og Windows.

Skalerbarhed og fremtidssikring

Vi kan nemt udvide den plads vi har til filer, men også funktioner efterhånden som vores behov vokser. Samtidig støtter vi europæiske teknologivirksomheder, og sikrer derved at vores data ikke forlader EU.

Vores erfaringer:

  • Migrering fra andre løsninger er super let for stort set alle brugere.
  • Samarbejdet er blevet lettere, da vi nu har stort set alle vores værktøjer samlet ét sted, der altid er tilgængeligt på alle platforme.
  • Omkostningerne er lavere på sigt, specielt når vi vokser, da vi ikke betaler pr. bruger til en kommerciel udbyder.

Hvordan kommer du i gang?

1: Vælg din løsning

Vil du ikke selv drive din løsning? Prøv en europæisk udbyder fra listen ovenfor, eller lav din egen research og se om du kan finde en der passer endnu bedre til dine specifikke behov. Det er vigtigt at huske at det ikke er nok at den løsning du vælger har servere indenfor EU, løsningen skal også ultimativt set være ejet af en virksomhed indenfor EU.

Vil du have fuld kontrol? Så anbefaler vi at installere den open source-løsning der passer bedst til dit behov, hos den europæiske udbyder du foretrækker, eksempelvis Scannet, Computerome, Hetzner, Scaleway, OVHcloud og lignende. Igen har vi ovenfor nævnt nogle af de mest oplagte løsninger, men der findes mange andre. Kig efter løsninger der er udviklet af et rent open source-community, eller af en europæisk ejet organisation.

2: Migrér dine data

Din computers filværktøj kan fint bruges, eksempelvis Stifinder på Windows. Man forbinder til både den tidligere og nye drev-løsning, og kopierer alle foldere og filer fra det gamle til det nye drev.

Når kopieringen er færdig, kan man afkoble sit gamle drev, og når man føler sig klar kan man slette filerne deri. Dette gøres smartest via online-browser, så man er helt sikker på ikke ved et uheld at komme til at slette filerne fra det forkerte drev.

Det er smartest at kopiere folderne, ikke flytte dem. For hvis noget går galt undervejs, har man så stadig en fuld kopi på det gamle drev.

3: Træn dit team

For at få det maksimale udbytte af den valgte løsning, skal brugerne uddannes. Dette er altid vigtigt ved introduktion af nye værktøjer, mindsker modstanden og kan ligefrem skabe ivrige tilhængere.

Specielt med en løsning som Nextcloud er uddannelse vigtig, da løsningen kan rigtig meget, og derfor potentielt set erstatter rigtig mange andre løsninger. Men isoleret set på drev-funktionalitet, er der stort set ingen indlæringskurve, hvis man i forvejen kender eksempelvis Dropbox.

4: Udvid funktionalitet

Vælger du en løsning som Nextcloud, er det absolut værd at kigge på at aktivere andre funktionaliteter end “blot” fildeling. Mange af funktionerne er helt på højde med konkurrerende kommercielle løsninger, og skal blot aktiveres.

De mest gænge udvidelser er:

  • Online office-løsning
  • Whiteboard
  • Talk til chat og videomøder
  • Opgavestyring
  • Adgangskodehåndtering
  • Afstemninger
  • Spørgeskemaer

Og meget andet.

Digital suverænitet er et valg

..men det er også et fravalg! For vi har vænnet os til, at bigtech’s løsninger er super lette, og som regel gratis, at komme i gang med at bruge. Det er langt fra tilfældet med alternative løsninger, hvor man til gengæld kan opnå fuld digital suverænitet.

At skifte væk fra bigtech-drev handler ikke kun om sikkerhed og privatliv, det handler også om frihed. Frihed til at vælge, hvem der har adgang til dine data. Frihed til at tilpasse dine værktøjer til dine behov. Og frihed til at støtte europæisk teknologi og open-source innovation.

Hos Librelab har vi bevist, at det kan lade sig gøre, uden at gå på kompromis med funktioner eller brugervenlighed. Uanset om du vælger en hostet europæisk løsning eller en selvdrevet Nextcloud, er det et overkommeligt første skridt mod ægte digital suverænitet.

Hvis ikke du har taget skridtet endnu, er der ingen grund til at vente. Prøv et af alternativerne i dag, og tag kontrol over dine data.


Del dine erfaringer: Har du skiftet fra bigtech-drev? Hvilke udfordringer eller fordele har du oplevet? Del det i kommentarerne!

Læs mere her:


Dette indlæg er en del af vores guide-serie Digitalt Suveræn, som er en delmængde af vores indlæg om Digital Suverænitet.

Følg med via vores nyhedsbrev, eller følg os i Fediverset, for at få flere guides og anbefalinger til at genvinde kontrollen over din digitale hverdag.


Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!